Mindet om min første arbejdsdag, hvor en to meter høj, svedig malersvend, der i vrede tørrede sine ru fingre af i mine fine nye arbejdsbukser, mens han skældte mig ud, fordi jeg var kommet til at svine skaftet på hans pensel til med maling, vil jeg nok aldrig glemme.
Det var ikke nogen specielt sjov arbejdsdag, men som far altid sagde ”noget skal man jo lave”, hvilket han i og for sig havde fuldstændig ret i.
Jeg havde egentlig altid drømt om at blive politibetjent, men den tanke slog jeg ud af hovedet efter 9. klasse. Der var jo lige det med matematikken på C niveau, på politiskolen, som skræmte mig fra vid og sans. Så jeg smed hurtigt min drøm fra mig, og det varede ikke længe, før jeg havde en lærekontrakt, der bandt mig i tre og et halvt år til malerfaget. Vist nok var det mit eget valg, men som mennesker har vi af og til svært ved at vælge det rigtige.
Tre og et halvt år gik, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at nogen af arbejdsdagene var meget bedre end min første. Altid den samme hverdag, med tapet i lange baner og det samme spørgsmål, fra stort set alle kunder: ”Nå, maler! Har du så set den med Mr. Bean, hvor han smider et kanonslag ned i en spand maling?” Jeg kommer nok aldrig til at kunne grine af den sketch igen.
Dagene flød sammen i en kedelig gråtone, i takt med hvert et penselstrøg.
Efter at have fået mit svendebrev og efter at have arbejdet i, hvad der føltes som en livstid – selvom jeg kun var 20 år på det tidspunkt - blev jeg indkaldt til at skulle aftjene min værnepligt. Først ville jeg have været militærnægter, men fik så overbevist mig selv om, at det måske ville være en god ide med lidt nye oplevelser i livet.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev meget overrasket over, hvor godt jeg klarede mig som soldat. Jeg fik hurtigt ansvar som delingens radiomand, eller ”Oscar”, som det bliver kaldt, og jeg klarede de opgaver, jeg blev sat på, med stor effektivitet, og altid med et kækt smil på læberne.
Delingsfører Kragbak havde fået for vane at råbe ”Oscar! To skridt!” Hvilket betød, at jeg med det samme skulle spurte op til ham, og holde mig maksimalt to skridt fra ham, så han hurtigt kunne bruge den tunge radio, jeg altid bar på min ryg.
Det virker måske lidt tåbeligt, men jeg lagde nu en ære i det ansvar, jeg var blevet tildelt. Men jeg kunne nu ikke helt lade være med, at lave lidt sjov med det hele, og var der nogen der blæste sæbebobler på skydebanen, eller gravede skyttehuller iført farvefulde havehandsker med blomster-motiver, så var det nok mig.
Jeg lavede mange armbøjninger, under min værnepligt.
Selvom jeg næsten dagligt fik tilbud om en kontrakt med hæren, takkede jeg pænt nej – jeg havde ikke lyst til at drage i krig, men til trods for det, var jeg nu virkelig glad for det faktum, at jeg faktisk var rigtig god til noget.
Min militærtid stod stærkt i kontrast til min tid som en lidt sløv maler, og det fik mig til at tænke over, om jeg måske alligevel skulle prøve at forfølge min gamle drøm om at blive politibetjent. Jeg begyndte derfor at kæmpe hårdt for at få en god udtalelse fra forsvaret, som jeg kunne bruge i min ansøgning til politiskolen.
Da jeg var færdig med min værnepligt, fik jeg min udtalelse – og jeg var endda blevet kåret som månedens menig. Jeg var pavestolt.
Efter at være vendt hjem ville jeg lige ind og tjekke op på politiets hjemmeside for at være sikker på, at jeg imødekom adgangskravene, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg så, hvad der stod under de opdaterede adgangskrav for år 2010:
”gymnasial uddannelse (STX, HTX, HHX eller HF)”. Min drøm faldt til jorden igen.
Men noget skal man jo lave, så jeg blev ansat som maler igen. I min ansættelsesperiode fik jeg ikke præsteret det helt store på byggepladsen. Jeg gik for det meste i min egen verden og prøvede at vænne mig til tanken om, at det her var mit liv, og at jeg skulle være maler i omkring halvtreds år endnu. Det var svært at tænke på.
Det var på omkring det tidspunkt, at jeg kom til at snakke med en af mine kammerater, der havde været smed, men som nu var i gang med at læse HF på VUC, fordi han gerne ville være lærer.
Det lød rigtig spændende, men jeg turde nu ikke helt tage et så drastisk spring alligevel.
Det kom dog helt af sig selv, da jeg inden længe pludselig modtog en fyreseddel. Og den dag var et vendepunkt i mit liv – en af de bedste dage i mit liv, når jeg ser tilbage, for det var simpelthen bare et sådant skub, jeg manglede.
Jeg samlede forsigtigt min drøm op fra byggepladsens støvede betongulv igen.
Jeg tog kontakt til en studievejleder og blev henvist til VUC Kolding. Jeg fik lavet et skema for HF enkeltfag, og bare det at sidde på kontoret og vælge fag for mit første år virkede lidt surrealistisk, og det gav en kriblende fornemmelse i maven.
I dagene op til min første skoledag var den kriblende fornemmelse vendt tilbage, og den blev stærkere og stærkere, jo nærmere jeg kom studiestart. Jeg fik købt blyanter, linealer, hæfter og måtte endda investere i en skoletaske med plads til min nye computer.
Nu var dagen kommet. Jeg stod op klokken syv og trippede nervøst rundt i en halv times tid, før jeg med usikre og taktløse skridt gik af sted mod VUC. Første time – eller blok, som jeg snart fandt ud af at det nu hedder - var engelsk, og selvom jeg altid har været god til sprog, rystede jeg af nervøsitet.
Jeg trådte ind i klassen, som allerede var halvt fyldt med unge, og et par knapt så unge mennesker. Jeg satte mig ned på en af de polstrede kontorstole tæt på tavlen, og så gik timen i gang.
Det var faktisk lige før, jeg havde lyst til at løbe væk og gemme mig bag en rulle tapet på den nærmeste byggeplads.
Men det næste, der skete, fik min frygt til at forsvinde fuldstændig.
Vi skulle introducere os selv for vores nye klassekammerater, og jeg havde hele tiden været bange for, at jeg bare ville være ”den dummer maler”, der havde forvildet sig ind på en gymnasial uddannelse.
Men de var jo alle sammen ligesom mig! De var ikke bedre, og jeg var ikke dårligere.
Hver en eneste person i klassen var en person, der ville noget andet, og mere, med sit liv. Nogle på grund af skader, nogle på grund af, at de havde mistet deres arbejde – og nogle, bare fordi de havde truffet et valg i deres liv, om at de ville lave noget nyt. Men fælles for os alle – vi ville videre med vores liv.
Min selvtillid voksede for hver dag, ja, nogle dage nærmest fra blok til blok, og den dag i dag er jeg stolt af at kunne sige, at jeg er i gang med en gymnasial uddannelse, og det går faktisk rigtig godt! – Også med matematikken, hvor jeg får al den hjælp, jeg har behov for.
VUC Kolding er blevet min nye byggeplads, og hver dag er jeg en byggesten nærmere min drøm.
Har du problemer med at få vist siden rigtigt kan du hente den seneste flashplayer her
