Region Midtjylland
Herning HF & VUC
Horsens HF og VUC
Skanderborg-Odder
-
Center for Uddannelse
TH. LANGS HF & VUC
VUC Ringkøbing-Tarm
VUC Ringkøbing-Skjern
VUC Djursland
VUC Holstebro-Lemvig-Struer
VUC Randers HF & VUC
VUC Ringkøbing-Skjern
VUC Skive-Viborg
VUC Århus
Region Syddanmark
Kolding HF & VUC
VUC Fredericia
VUC FYN og FYNs HF-kursus
VUC Sønderjylland
VUC Vejle
VUC
Vest
Region Nordjylland
Thy-Mors HF & VUC
VUC Nordjylland
Vinderne er fundet
Blandt de mange gode, opfindsomme og spændende bidrag til den landsdækkende konkurrence er der nu fundet tre vindere:
1. præmie et rejsegavekort på 10.000 kr. til Kilroy Travels
Kim Gregor Nielsen fra VUC Kolding.
Læs hans fortælling her.
2. præmie en Nintendo Wii-konsol
Simon Melchiorsen og Mads M. Møller fra VUC FYN og FYN'S HF-kursus.
Se deres video her.
3. præmie en Ipod Nano
Sussi Bjørn Hansen fra VUC Horsens.
Læs hendes fortælling her.
![]() | ![]() | ![]() | ![]() |
|
Månedens kursister
| ||||
VUC Sønderjylland

VUC Nordjylland
VUC SønderjyllandJesper Skov lyder overbevisende, når han siger, at VUC har været et godt valg: ”Det er fedt at møde mennesker, som man ellers aldrig ville have mødt. Der er mange nationaliteter og folk i alle aldre. Jeg har fået udvidet min vennekreds efter jeg begyndte på VUC, og jeg er rigtig glad for miljøet.”
”Det er en stor inspiration at høre hvad andre mennesker har oplevet, og hvilke planer de har for deres liv”, fortsætter han, ”det har udvidet min horisont helt vildt.”

De startede begge på hf i august 2010, og den eneste malurt i bægeret, de to kursister kan få øje på, er, at de ikke kom på den idé noget før.
For de ser nemlig uddannelse som en fremtidssikring mod arbejdsløshed.
Uddannelse er vejen frem
Ipod-generationen anno 2011 trues af høj ungdomsarbejdsløshed. Det har både Stine Kjeldsen og Nina Gammelgaard mærket på klos hold. Stine fortæller, at hun forgæves søgte 45 ufaglærte jobs uden at have heldet med sig. For Nina blev det til job som tilkaldevikar i en børnehave.
”Så uddannelse er bare vejen frem,” konstaterer de.
Stine gik ind på www.jobkompasset.dk for at få inspiration:
”Diætistuddannelsen var den tredje uddannelse, jeg læste om. Efter den kunne jeg simpelthen ikke læse videre, fordi det bare var det helt rigtige.”
Første skridt mod drømmen blev taget, da hun begyndte på VUC Sønderjyllands 2-årige hf: ”Det passer mig fint, at man kan få huen på to år her. Så sparer man noget tid.”
For Nina har der ikke været brug for at søge på nettet. Hun har fundet sine pædagogambitioner i nærmiljøet: ”Jeg har altid haft med børn at gøre. Min mor er dagplejemor, og faget interesserer mig bare.”
Nina havde imidlertid en alvorlig forhindring, der skulle overvindes, inden hun tilmeldte sig hf på VUC:
“Jeg har været virkelig skoletræt og altid hadet at gå i skole.”, fortæller hun med et ansigtsudtryk, der afslører alt om, hvad det vil sige.
Så det var et stort skridt for hende at starte på VUC.
”Men nu er jeg faktisk blevet glad for det. Jeg var syg sidste uge, og det gjorde mig helt deprimeret, at jeg ikke kunne komme af sted. Sådan har det aldrig været før.”
Og den skoletrætte hængemule fra øjeblikket tidligere afløses af et stort – lidt overrasket – smil.
Begge kvinder er rigtig godt tilfredse med at gå på VUC. Da de bliver spurgt, om de har fortrudt deres valg, kommer det eftertænksomt fra Stine:
”Næ overhovedet ikke. Det eneste jeg har fortrudt, er at jeg ikke har gjort det noget før.” Det får Nina til at nikke bekræftende.
Stine er så tilfreds med tilværelsen som kursist på VUC, at hun også er begyndt at bearbejde sin lillesøster, der bliver færdig med 10. klasse til sommer, til også at starte.
”Det er rart at komme her. Vi har et ekstremt godt sammenhold i klassen og miljøet er helt nede på jorden. Ingen ser skævt til andre og vi accepterer hinanden, som dem vi er. Og så er vi jævnaldrende. De fleste er mellem 17 og 22 år.”
I undervisningen er den vordende diætist lige nu mest optaget af faget biologi. Her har de nemlig om ernæring og krop, så der bliver lyttet med det store øre.
”Ja,” siger Nina drillende: ”Vi andre kan nok mærke at Stine ikke har tid til pjat lige dér.”
Og så er det ved at være slut med audiensen. Forude vinker nemlig eftermiddagens undervisning indenfor naturvidenskab, og det er tydeligt, at det der med at komme for sent ikke er noget, de to kvinder bryder sig om.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev meget overrasket over, hvor godt jeg klarede mig som soldat. Jeg fik hurtigt ansvar som delingens radiomand, eller ”Oscar”, som det bliver kaldt, og jeg klarede de opgaver, jeg blev sat på, med stor effektivitet, og altid med et kækt smil på læberne.
Delingsfører Kragbak havde fået for vane at råbe ”Oscar! To skridt!” Hvilket betød, at jeg med det samme skulle spurte op til ham, og holde mig maksimalt to skridt fra ham, så han hurtigt kunne bruge den tunge radio, jeg altid bar på min ryg.
Det virker måske lidt tåbeligt, men jeg lagde nu en ære i det ansvar, jeg var blevet tildelt. Men jeg kunne nu ikke helt lade være med, at lave lidt sjov med det hele, og var der nogen der blæste sæbebobler på skydebanen, eller gravede skyttehuller iført farvefulde havehandsker med blomster-motiver, så var det nok mig.
Jeg lavede mange armbøjninger, under min værnepligt.
Selvom jeg næsten dagligt fik tilbud om en kontrakt med hæren, takkede jeg pænt nej – jeg havde ikke lyst til at drage i krig, men til trods for det, var jeg nu virkelig glad for det faktum, at jeg faktisk var rigtig god til noget.
Min militærtid stod stærkt i kontrast til min tid som en lidt sløv maler, og det fik mig til at tænke over, om jeg måske alligevel skulle prøve at forfølge min gamle drøm om at blive politibetjent. Jeg begyndte derfor at kæmpe hårdt for at få en god udtalelse fra forsvaret, som jeg kunne bruge i min ansøgning til politiskolen.
Da jeg var færdig med min værnepligt, fik jeg min udtalelse – og jeg var endda blevet kåret som månedens menig. Jeg var pavestolt.
Efter at være vendt hjem ville jeg lige ind og tjekke op på politiets hjemmeside for at være sikker på, at jeg imødekom adgangskravene, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg så, hvad der stod under de opdaterede adgangskrav for år 2010:
”gymnasial uddannelse (STX, HTX, HHX eller HF)”. Min drøm faldt til jorden igen.
Men noget skal man jo lave, så jeg blev ansat som maler igen. I min ansættelsesperiode fik jeg ikke præsteret det helt store på byggepladsen. Jeg gik for det meste i min egen verden og prøvede at vænne mig til tanken om, at det her var mit liv, og at jeg skulle være maler i omkring halvtreds år endnu. Det var svært at tænke på.
Det var på omkring det tidspunkt, at jeg kom til at snakke med en af mine kammerater, der havde været smed, men som nu var i gang med at læse HF på VUC, fordi han gerne ville være lærer.
Det lød rigtig spændende, men jeg turde nu ikke helt tage et så drastisk spring alligevel.
Det kom dog helt af sig selv, da jeg inden længe pludselig modtog en fyreseddel. Og den dag var et vendepunkt i mit liv – en af de bedste dage i mit liv, når jeg ser tilbage, for det var simpelthen bare et sådant skub, jeg manglede.
Jeg samlede forsigtigt min drøm op fra byggepladsens støvede betongulv igen.
Jeg tog kontakt til en studievejleder og blev henvist til VUC Kolding. Jeg fik lavet et skema for HF enkeltfag, og bare det at sidde på kontoret og vælge fag for mit første år virkede lidt surrealistisk, og det gav en kriblende fornemmelse i maven.
I dagene op til min første skoledag var den kriblende fornemmelse vendt tilbage, og den blev stærkere og stærkere, jo nærmere jeg kom studiestart. Jeg fik købt blyanter, linealer, hæfter og måtte endda investere i en skoletaske med plads til min nye computer.
Nu var dagen kommet. Jeg stod op klokken syv og trippede nervøst rundt i en halv times tid, før jeg med usikre og taktløse skridt gik af sted mod VUC. Første time – eller blok, som jeg snart fandt ud af at det nu hedder - var engelsk, og selvom jeg altid har været god til sprog, rystede jeg af nervøsitet.
Jeg trådte ind i klassen, som allerede var halvt fyldt med unge, og et par knapt så unge mennesker. Jeg satte mig ned på en af de polstrede kontorstole tæt på tavlen, og så gik timen i gang.
Det var faktisk lige før, jeg havde lyst til at løbe væk og gemme mig bag en rulle tapet på den nærmeste byggeplads.
Men det næste, der skete, fik min frygt til at forsvinde fuldstændig.
Vi skulle introducere os selv for vores nye klassekammerater, og jeg havde hele tiden været bange for, at jeg bare ville være ”den dummer maler”, der havde forvildet sig ind på en gymnasial uddannelse.
Men de var jo alle sammen ligesom mig! De var ikke bedre, og jeg var ikke dårligere.
Hver en eneste person i klassen var en person, der ville noget andet, og mere, med sit liv. Nogle på grund af skader, nogle på grund af, at de havde mistet deres arbejde – og nogle, bare fordi de havde truffet et valg i deres liv, om at de ville lave noget nyt. Men fælles for os alle – vi ville videre med vores liv.
Min selvtillid voksede for hver dag, ja, nogle dage nærmest fra blok til blok, og den dag i dag er jeg stolt af at kunne sige, at jeg er i gang med en gymnasial uddannelse, og det går faktisk rigtig godt! – Også med matematikken, hvor jeg får al den hjælp, jeg har behov for.
VUC Kolding er blevet min nye byggeplads, og hver dag er jeg en byggesten nærmere min drøm.